Den altomfavnende velfærdstat

Den aktuelle diskussion omkring nedskæringer i den offentlige sektor, vil jeg da lige give mit besyv med. De fleste råber op, at det er for dårligt, at vi skal til at gøre den offentlige sektor mindre. Det gælder sig politikere, fagforeninger, skoleelever, studerende, pensionister og ledige. 

Jeg er af den overbevisning, at mennesket som udgangspunkt kan klare sig selv! Jeg finder det derfor befriende, at der nu endelig er plads til en debat, hvor de såkaldte velfærdsydelser er til diskussion. Jeg mener grundlæggende, at så længe vi kan klare os selv, så skal staten blande sig uden om. Jeg er meget enig i påstanden om at en nation bliver bedømt på, hvordan den behandler sine svageste. 

Derfor er jeg lodret uenig med de politikere, der giver rettigheder ud til højre og venstre. Det nemmeste i verden er at give folk en ret til noget, men som vi ser nu er det sværeste at tage retten fra dem igen. Se blot eksemplet på en diskussion omkring velhavende pensionisters skattebetalte rengøring. Ingen Christiansborg politikere turde indlede den diskussion som Henrik Dam Christensen indledte. Personligt mener jeg det er forkasteligt, at vi pøser penge efter mennesker som udmærket selv har råd til at passe på sig selv. Det gælder ikke kun de ældre - også unge mennesker, der er bedre bemidlet skal have indskrænket eller frataget SU. Hvis forældre har råd til at smide et par millioner efter en såkaldt "forældre-købt" lejlighed, ser jeg ingen grund til, at der udbetales et latterligt lille SU beløb, hver måned. Det kan forældrene nok også klare...

Jeg går ikke ind for en minimalstat, men en stat der differentierer i forhold til behov. Hvis ikke politikerne har modet og viljen, ja så må vi vælge nogle nye som kan. Derfor må jeg også sige at Liberal Alliance i deres udmeldinger trykker på de rigtige knapper hos mig. De forsøger ikke at tækkes os vælgere, men kommer med konkrete løsninger på, hvordan vi også i fremtiden kan sikre en stat, der tager sig af de svageste i samfundet. Min tese er, at hvis vi fortsætter med at kræve vores ret, så bliver det på bekostning af netop de svage, fordi vi andre groft sagt ikke gider tage ansvar for vores egen tilværelse.